lørdag den 14. april 2018

Flaskebarn, så nemt som muligt

Der kan være mange grunde til at man får et flaskebarn, og dem vil jeg ikke komme ind på i dette indlæg. Dette indlæg er skrevet til dem der allerede ved de har/får flaskebarn, og gerne vil gøre livet så nemt som muligt i den situation (for det er alt andet lige noget mere besværligt end at kunne hive maden frem fra blusen).

Sutteflasker:
Sutteflaskerne er alfa og omega. De skal vaskes, steriliseres og klargøres, for at baby kan få mad.

Vi har været meget glade for MAM Easy Start Anti-Colic Self Sterilising Bottles. De kan nemlig vaskes i opvaskemaskinen og steriliseres enkeltvis (eller op til 6 ad gangen) i mikrobølgeovn. Vær dog opmærksom på at 260 ml flaskerne er ret høje, og ikke kan steriliseres i alle mikrobølgeovne fordi de ikke kan være derinde (vi endte med at købe en ny mikrobølgeovn som de kunne være i).
De fås også i et vælge af farver, designs og startsæt.

Jeg vil gerne anbefale at man investerer i MANGE sutteflasker. Gerne nok til halvandet døgn, måske to. Vi har haft ca. 12 ad gangen, først 130 og 160 ml, og senere 12 på 260 ml. Så kan man nøjes med at klargøre flasker 1 gang i døgnet i stedet for løbende.

Vores hjemmesystem:
Vaske og sterilisere sutteflasker.
Fylde sutteflaskerne med den rette mængde kogt, afkølet vand (se MME pakken for instruktioner).
Opbevare sutteflaskerne med vand i køleskabet.
Tage en flaske ud af køleskab, lune i mikrobølgeovn (når flaskerne er køleskabskolde kan man prøve sig frem til en tid der virker hver gang), tilsæt MME og giv baby mad.

MME: 
Modermælkserstatning kommer i mange afskygninger. Møffen har altid kunne spise de "almindelige" uden at få maveproblemer, så jeg kan kun udtale mig om disse.

Pulver: 
Vi har brugt pulver derhjemme, og nogle gange på besøg hos bedsteforældre. Pulveret er den billigste løsning, og fungerer fint når man har adgang til at kunne koge vand/opvarme kogt vand.
Vi startede ud med Allumin, og hold op hvor hans bleer begyndte at lugte fælt! Efter den første pakke skiftede vi til NAN (vi havde en intention om at skifte rundt mellem mærkerne, for at han fik smagt forskellige smage, når nu MME er noget mere ensformigt end modermælk).
På NAN pulver blev lugten noget bedre, så der blev vi!
Nu har NAN lanceret en økologisk version af deres PRO, den er desværre noget dyr.
Ellers fås der en økologisk Arla Baby&Me og en Minirisk (set i Fakta), men vi har ikke prøvet disse, da det fungerede godt med NAN.

Færdigblandede brikker:
Hvem der end har fundet på disse burde have en medalje! De er noget dyrere end pulveret, men for convenience er der altså ikke noget der slår dem!
Vi bruger dem når vi er på tur. Møffen får dem ved stuetemperatur og har aldrig haft problemer med maven af den grund, men ellers kan de lægges under dynen i barnevognen, eller i en inderlomme i ens jakke, så bliver de lunet lidt. De er UHT behandlede, så selv hvis de ikke bliver brugt efter at have ligget i barnevogn eller inderlomme, kan de sagtens holde sig.
Vi har varieret mellem Allumin, NAN og Arla brikker, for at han har fået smagt lidt af hvert.

Faktisk var Allumin brik det første MME Møffen fik, før jeg var holdt op med at amme. Vi havde fået rådet at købe en enkelt brik inden fødslen til at have stående, hvis amningen nu pludselig begyndte at drille (og til 7-8 kroner var der ikke nogen katastrofe hvis den ikke blev brugt), og da Møffen var et par uger gammel fordelte Kemifar den brik i to steriliserede sutteflasker (vi havde fået en i en startpakke og købt en brystpumpe hvor der også var en med), og gav mig besked på at sove videre om natten, så stod han op og gav flaske.

Vores udesystem: 
Vi har altid haft sutteflasker og brikker med ud. Da Møffen kunne spise brikkerne ved stuetemperatur, har vi ikke haft de store overvejelser i den forbindelse. Det har været langt lettere end at skulle bekymre os om at kunne varme flasker.


Andet:

Dispenser:
En dispenser er en skøn ting, så kan du afmåle MME pulver til flere flasker samtidig, så behøver du ikke stå kl 2 om natten og prøve at huske hvor mange skefulde pulver der skal i.
Vi har denne dispenser, men der findes mange forskellige.

Storage pots:
Når nu man har afmålt 3 portioner MME pulver i dispenseren, men baby drikker 6-8 flasker i døgnet, så har i været meget glade for disse beholdere. Der er 5 i en pakke, og de passer i størrelsen så afmålt MME kan hældes direkte ned i dispenseren nævnt ovenfor, uden at spilde. Så har vi haft afmålt MME pulver til 8 flasker ad gangen. Senere er de gode at fryse grøntsagsmos og grød ned i. De kan også bruges til opbevaring af modermælk, hvis man malker ud.

Sterilisator:
Vi købte denne til at sterilisere i mikrobølgeovnen, men har faktisk ikke brugt den. Den kunne ikke være i vores lille mikrobølgeovn, og da vi købte en større kunne flaskerne steriliseres direkte.
Hvis jeg ender med at malke ud næste gang, vil den dog helt sikkert komme i brug, for så kan brystpumpen steriliseres i den!
Har man flasker som ikke kan steriliseres direkte i mikrobølgeovn er en sterilisator en god ide.

Flaskevarmer:
Den MAM flaskevarmer vi købte kan ikke længere fås, men jeg vil anbefale hvis man køber en flaskevarmer at man undersøger om de flasker man har passer ned i den! MAM flaskerne er ret brede i bunden, og passer ikke i alle flaskevarmere. MAM har et nyt sæt med sterilisator og flaskevarmer her.
Vi har stort set ikke brugt vores flaskevarmer, det var SÅ meget nemmere bare at bruge brikker når vi ikke havde adgang til en mikrobølgeovn, men hvis man ikke kan bruge de færdigblandede brikker, er en flaskevarmer en god ide at have, så er man kun afhængig af strøm.



Del gerne dine tips til at gøre livet lettere med flaskebørn :)




Ingen kommentarer:

Send en kommentar