Hvad er den gode fødsel? Da jeg var gravid var jeg ganske ræd for fødslen (jeg håndterer ikke smerte så godt), og bearbejdede den angst hos en psykolog. Det fungerede rigtig godt for mig, og jeg endte med om ikke at glæde mig til fødslen, så at være spændt på den, jeg havde tiltro til at min krop kunne finde ud af at føde, og hvis jeg lyttede til min krop skulle det nok lykkes. Jeg endte med veer i 46 timer og akut kejsersnit, fordi Møffen stod skævt i mit bækken og ikke kunne skubbe sig selv langt nok ned til at komme ud.
Jeg læser mange beskrivelser af kejsersnit, hvor kvinden der har fået kejsersnit oplever skuffelse over ikke at have født vaginalt, føler sig snydt for oplevelsen og i det hele taget føler at kejsersnittet var et nederlag.
Disse kvinders følelser er fuldstændigt valide, og skal tages meget seriøst. Her må sundhedsplejersker, jordmødre, sygeplejersker, familiemedlemmer og evt. psykologer på banen, for at støtte den nybagte mor.
Men jeg kan ikke lade være med at overveje om man kunne forebygge nederlagsfølelsen hos nogle af disse kvinder? Jeg blev spurgt under min graviditet (jeg husker ikke af hvem) hvad succeskriteriet var for min fødsel, og jeg svarede i ramme alvor "at han kommer ud", hvilket jeg øjeblikkelig rettede til "at han kommer ud og er sund og rask - og at jeg selv ikke tager for meget skade".
Succeskriteriet for min fødsel var virkelig at ungen skulle ud af mig og vi begge to overlevede. Det var min førsteprioritet, og den eneste der virkelig betød noget. Derudover håbede jeg på at det ikke ville tage for lang tid, i omegnen af tolv timer tænkte jeg ville være godt (hahahahahaha), at det ikke ville gøre for ondt (hahahahahaha) og at jeg ikke ville briste eller skulle klippes (det gik faktisk i opfyldelse, eftersom han ikke kom ud den vej).
Så da jeg morgenen efter kejsersnittet blev spurgt af en sygeplejerske (eller læge? det er lidt blurry) hvordan jeg havde det, når nu det var endt i akut kejsersnit, var svaret at jeg havde det fint og jeg nok gerne ville have planlagt kejsersnit med den næste (her blev der grinet lidt af at jeg allerede tænkte på den næste, men det gjorde jeg - dog først om nogle år!)
Jeg tror "ønskesedler" til fødsler kan være med til at skabe skuffelse når de ikke kan opfyldes, ønsker om hjemmefødsel, fødsel i vand, sansestuer, ingen smertelindring og ingen kejsersnit er fine nok, men når det bliver problematisk at de ting ikke kan opfyldes af den ene eller den anden grund, er det rigtig ærgerligt. En fødsel er en dybt traumatisk oplevelse, uanset hvor glat den forløber, og derfor finder jeg det problematisk når vi forherliger visse elementer. Hvorfor er en fødsel uden epidural mere værd, end en fødsel med epidural? Hvorfor skal kvinder kritiseres for at ønske at føde på et hospital, fremfor derhjemme? Hvorfor mødes kvinder der har fået kejsersnit med holdningen at de ikke har født "rigtigt"?
Hvorfor kan vi ikke acceptere at alle fødsler er forskellige, og at det ene valg eller omstændighed ikke er kategorisk bedre end det andet? Kejsersnit er det rigtige valg for nogle kvinder (akut eller planlagt, medicinsk betinget eller ej), nogle kvinder er tryggest derhjemme, andre på et hospital, og nogle kvinder har stor glæde at smertelindring. Jeg håber at vi snart holder op med at dømme andre for de valg og omstændigheder de har i forhold til deres fødsler. I bund og grund ønsker vi jo alle det samme, at vores børn kommer til verden sunde og raske, og at vi selv overlever også.
Jeg tror den gode fødsel er den hvor kvinden føler sig tryg. Jeg følte mig ikke utryg på et eneste tidspunkt under min fødsel, og det tror jeg betød alverden.
tirsdag den 27. marts 2018
mandag den 5. marts 2018
Hvornår fortæller man at man er gravid?
Lad mig starte indlægget med at understrege at jeg ikke er gravid. Jeg sad bare og tænkte tilbage på min graviditet, og på hvordan og hvornår vi fortalte om graviditeten.
Den første samtale hos lægen sluttede med at hun anbefalede os ikke at fortælle det til for mange endnu, fordi der er så mange graviditeter der går til grunde så tidligt i forløbet, at det kan være meget hårdt hvis man skal fortælle alle at man alligevel ikke skulle have en baby.
Jeg var meget plaget af kvalme i min graviditet, fra en uge efter jeg testede positiv, og det besværliggjorde at holde graviditeten skjult. Min søster holdt kandidatfest en uges tid efter jeg testede positiv, og selvom kvalmen først slog igennem dagen efter, så var jeg bare SÅ træt den aften.
Vi fortalte det til vores forældre og min søster weekenden efter første lægebesøg. Min far blev lokket ud i huset (med grunden at han skulle hjælpe med at hænge ting op) og min mor fik et telefonopkald, idet hun var i Sierra Leone på arbejde. Jeg ville faktisk gerne have ventet nogle uger mere, og have fortalt min mor det ansigt til ansigt (jeg havde sådan en ide om at købe de der mormor og morfar krus, pakke dem ind og give dem til mine forældre eller at fortælle hende det i lufthavnen når hun kom hjem), men jeg var så dårlig at jeg havde brug for at kunne snakke med mine forældre om det. Kemifars forældre fik et frokostbesøg med nyhedsoverrækkelsen.
Arbejdet var en anden sag, her gættede en af mine gode kollegaer det fordi jeg var så dårlig (ikke som i "Du er gravid!", men som i "Jeg synes lidt du skal tage en graviditetstest, for symptomerne lyder altså lidt sådan", hvorefter jeg brød grædende sammen - hun var til gengæld en stor hjælp i forhold til at skjule det. Min teamleder fik det af vide et par dage efter, fordi jeg var så dårlig at jeg flere gange var nødt til at blive hjemme. Mit team var i forvejen "orlovsramt", så der var rigtig mange kommentarer om hvem der mon blev gravid næste gang og at vi andre endelig ikke måtte blive gravide (fra de lidt ældre kollegaer, aldrig fra ledelsen) fordi det ville være en hård belastning for teamet. Det var ikke en sjov periode, her var min betroede kollega en stor hjælp til at gå ind og styre samtalen i andre retninger, eller foreslå sig selv som næste graviditetsmulighed. Jeg gik med seabands for at tage toppen af kvalmen (jeg er ikke sikker på hvor meget de virkede), og når folk lagde mærke til det sagde jeg at jeg havde fået en infektion på balancenerven som gjorde mig svimmel og gav mig kvalme.
Det er interessant hvor "udsat" man er for nysgerrighed i forhold til graviditet når man er kvinde "i den fødedygtige alder" og hvor mange (nok velmenende) bemærkninger man får med på vejen. Bemærkninger om hvornår man skal have børn, skal det ikke være snart, er man mon allerede gravid? En kollega fortalte mig at hun holdt op med at drikke alkohol når de besøgte hendes svigerforældre, for ikke at afsløre sig selv når hun en dag blev gravid. En af mine veninder kommenterede engang at det var upraktisk at jeg ikke drak alkohol, for hvordan skulle man så kunne gætte om jeg var gravid.
Jeg har også altid tænkt at kommentarerne omkring "om man ikke snart skal have en lille en" var enormt ufølsomme, tænk hvis man ikke kan blive gravid? Tænk hvis man har en række spontane aborter bag sig? Eller hvis man bare ikke vil have børn, og ikke gider skulle forsvare det synspunkt hele tiden?
Jeg tror min holdning til spørgsmålet "Hvornår fortæller man at man er gravid?" er når man selv har lyst. Jeg vil dog anbefale at man som par bliver enige på forhånd! Jeg mener så også at alle skal blande sig HELT uden om andre menneskers "graviditetstilstand", undgå bemærkninger om hvorvidt folk ikke snart skal være gravide eller i den anden grøft at folk ikke må blive gravide. Hvis nogen siger nej til alkohol, så lad være med at spørge dem om de er gravide, bare tilbyd dem en sodavand eller danskvand i stedet.
Hvis en veninde klager over ømme bryster, træthed og kvalme, så synes jeg ikke det er et problem at foreslå hende at tage en graviditetstest - men lad være med at spørge ind til resultatet!
Den første samtale hos lægen sluttede med at hun anbefalede os ikke at fortælle det til for mange endnu, fordi der er så mange graviditeter der går til grunde så tidligt i forløbet, at det kan være meget hårdt hvis man skal fortælle alle at man alligevel ikke skulle have en baby.
Jeg var meget plaget af kvalme i min graviditet, fra en uge efter jeg testede positiv, og det besværliggjorde at holde graviditeten skjult. Min søster holdt kandidatfest en uges tid efter jeg testede positiv, og selvom kvalmen først slog igennem dagen efter, så var jeg bare SÅ træt den aften.
Vi fortalte det til vores forældre og min søster weekenden efter første lægebesøg. Min far blev lokket ud i huset (med grunden at han skulle hjælpe med at hænge ting op) og min mor fik et telefonopkald, idet hun var i Sierra Leone på arbejde. Jeg ville faktisk gerne have ventet nogle uger mere, og have fortalt min mor det ansigt til ansigt (jeg havde sådan en ide om at købe de der mormor og morfar krus, pakke dem ind og give dem til mine forældre eller at fortælle hende det i lufthavnen når hun kom hjem), men jeg var så dårlig at jeg havde brug for at kunne snakke med mine forældre om det. Kemifars forældre fik et frokostbesøg med nyhedsoverrækkelsen.
Arbejdet var en anden sag, her gættede en af mine gode kollegaer det fordi jeg var så dårlig (ikke som i "Du er gravid!", men som i "Jeg synes lidt du skal tage en graviditetstest, for symptomerne lyder altså lidt sådan", hvorefter jeg brød grædende sammen - hun var til gengæld en stor hjælp i forhold til at skjule det. Min teamleder fik det af vide et par dage efter, fordi jeg var så dårlig at jeg flere gange var nødt til at blive hjemme. Mit team var i forvejen "orlovsramt", så der var rigtig mange kommentarer om hvem der mon blev gravid næste gang og at vi andre endelig ikke måtte blive gravide (fra de lidt ældre kollegaer, aldrig fra ledelsen) fordi det ville være en hård belastning for teamet. Det var ikke en sjov periode, her var min betroede kollega en stor hjælp til at gå ind og styre samtalen i andre retninger, eller foreslå sig selv som næste graviditetsmulighed. Jeg gik med seabands for at tage toppen af kvalmen (jeg er ikke sikker på hvor meget de virkede), og når folk lagde mærke til det sagde jeg at jeg havde fået en infektion på balancenerven som gjorde mig svimmel og gav mig kvalme.
Det er interessant hvor "udsat" man er for nysgerrighed i forhold til graviditet når man er kvinde "i den fødedygtige alder" og hvor mange (nok velmenende) bemærkninger man får med på vejen. Bemærkninger om hvornår man skal have børn, skal det ikke være snart, er man mon allerede gravid? En kollega fortalte mig at hun holdt op med at drikke alkohol når de besøgte hendes svigerforældre, for ikke at afsløre sig selv når hun en dag blev gravid. En af mine veninder kommenterede engang at det var upraktisk at jeg ikke drak alkohol, for hvordan skulle man så kunne gætte om jeg var gravid.
Jeg har også altid tænkt at kommentarerne omkring "om man ikke snart skal have en lille en" var enormt ufølsomme, tænk hvis man ikke kan blive gravid? Tænk hvis man har en række spontane aborter bag sig? Eller hvis man bare ikke vil have børn, og ikke gider skulle forsvare det synspunkt hele tiden?
Jeg tror min holdning til spørgsmålet "Hvornår fortæller man at man er gravid?" er når man selv har lyst. Jeg vil dog anbefale at man som par bliver enige på forhånd! Jeg mener så også at alle skal blande sig HELT uden om andre menneskers "graviditetstilstand", undgå bemærkninger om hvorvidt folk ikke snart skal være gravide eller i den anden grøft at folk ikke må blive gravide. Hvis nogen siger nej til alkohol, så lad være med at spørge dem om de er gravide, bare tilbyd dem en sodavand eller danskvand i stedet.
Hvis en veninde klager over ømme bryster, træthed og kvalme, så synes jeg ikke det er et problem at foreslå hende at tage en graviditetstest - men lad være med at spørge ind til resultatet!
fredag den 2. marts 2018
Trøstedyret Bodil
I forbindelse med et besøg hos min mor på hospice, kom en af sygeplejerskerne hen til Møffen og mig med en stor plastikkasse med tøjdyr i. Vi fik af vide at børn måtte vælge et når de var på besøg på hospice. Møffen var væsentligt mere interesseret i at se på sygeplejersken end at forholde sig til kassen, så jeg valgte for ham. Jeg faldt for farverne på en orm, og efter lidt snak med min søster blev vi enige om at den skulle hedde Bodil, efter sygeplejersken der gav Møffen den.
Bodil er et trøstedyr, som bliver givet til børn der har familie på hospice. Jeg er utrolig rørt over at der sidder frivillige rundt omkring i landet og hækler fine trøstedyr til børn der står over for at skulle miste et familiemedlem (og også de der hækler sprutter til neonatalafdelingerne). Møffen er så lille at han ikke kommer til at forstå at han mister sin mormor, men jeg håber at Bodil vil kunne give ham en forbindelse til sin mormor når han bliver ældre.
Hvis man kan lide at hækle tøjdyr, men ikke rigtig har nogen at hækle til (eller dem man hækler til er ved at drukne i hjemmehæklerier) vil jeg opfordre til at man donerer trøstedyr til formålet.
Bodil er et trøstedyr, som bliver givet til børn der har familie på hospice. Jeg er utrolig rørt over at der sidder frivillige rundt omkring i landet og hækler fine trøstedyr til børn der står over for at skulle miste et familiemedlem (og også de der hækler sprutter til neonatalafdelingerne). Møffen er så lille at han ikke kommer til at forstå at han mister sin mormor, men jeg håber at Bodil vil kunne give ham en forbindelse til sin mormor når han bliver ældre.
Hvis man kan lide at hækle tøjdyr, men ikke rigtig har nogen at hækle til (eller dem man hækler til er ved at drukne i hjemmehæklerier) vil jeg opfordre til at man donerer trøstedyr til formålet.
lørdag den 27. januar 2018
Sammenklappelig kravlegård
Jeg berørte min mors sygdom i sidste indlæg, i dag vil jeg tale lidt om de mere praktiske udfordringer ved at min mor er syg, når nu Møffen har den størrelse han har.
Møffen er 8 måneder på onsdag, og de tider hvor man kunne lægge ham på et tæppe og regne med at han blev liggende føles som et fjernt minde. Han maver sig rundt og piller ved ALTING, og eftersom mine forældres stue ikke ligefrem var børnesikret i forvejen og nu har en tilføjelse i form af enorme mængder plejeudstyr og medicin, tør jeg ikke lade ham kravle rundt på gulvet i nogen større udstrækning. Samtidig bliver han vildt utålmodig når han bare sidder hos os, og VIL ned og kravle.
Det er så her en sammenklappelig kravlegård kommer ind i billedet. Vi har købt en Summer Infant Pop 'N Play Playpen, fra amazon. Den kan slås sammen til på størrelse med et lille telt og kommer med en transportpose. Foreløbig er vi vældig glade for den og bruger den også herhjemme, f.eks. i arbejdsværelset og syværelset (og på længere sigt sikkert også i køkkenet) hvor vores almindelige kravlegård ikke kan flyttes hen (med mindre vi skiller den ad). Vi lægger en juniordyne i bunden (bunden er et tyndt nylonlag), så den ikke er helt så hård at sidde i, og så sidder han ellers og siger dadada og leger med det legetøj vi lægger ned i den.
Den er genial at have med rundt til besøg hos folk der ikke har børnesikrede hjem, til sommer kan den tages ud på græsplænen og bruges herhjemme. Hvis man ikke har plads i sit hjem til en permanent kravlegård, er denne her en fin løsning der kan klappes sammen og stilles væk når barnet sover. Den er også rigtig fin til bedsteforældre der gerne vil kunne sætte barnebarnet fra sig og gå på toilettet hvis de er alene med dem.
Møffen er 8 måneder på onsdag, og de tider hvor man kunne lægge ham på et tæppe og regne med at han blev liggende føles som et fjernt minde. Han maver sig rundt og piller ved ALTING, og eftersom mine forældres stue ikke ligefrem var børnesikret i forvejen og nu har en tilføjelse i form af enorme mængder plejeudstyr og medicin, tør jeg ikke lade ham kravle rundt på gulvet i nogen større udstrækning. Samtidig bliver han vildt utålmodig når han bare sidder hos os, og VIL ned og kravle.
Det er så her en sammenklappelig kravlegård kommer ind i billedet. Vi har købt en Summer Infant Pop 'N Play Playpen, fra amazon. Den kan slås sammen til på størrelse med et lille telt og kommer med en transportpose. Foreløbig er vi vældig glade for den og bruger den også herhjemme, f.eks. i arbejdsværelset og syværelset (og på længere sigt sikkert også i køkkenet) hvor vores almindelige kravlegård ikke kan flyttes hen (med mindre vi skiller den ad). Vi lægger en juniordyne i bunden (bunden er et tyndt nylonlag), så den ikke er helt så hård at sidde i, og så sidder han ellers og siger dadada og leger med det legetøj vi lægger ned i den.
Den er genial at have med rundt til besøg hos folk der ikke har børnesikrede hjem, til sommer kan den tages ud på græsplænen og bruges herhjemme. Hvis man ikke har plads i sit hjem til en permanent kravlegård, er denne her en fin løsning der kan klappes sammen og stilles væk når barnet sover. Den er også rigtig fin til bedsteforældre der gerne vil kunne sætte barnebarnet fra sig og gå på toilettet hvis de er alene med dem.
fredag den 19. januar 2018
Når det er hårdt
Da Møffen var 4 dage gammel blev min mor indlagt på hospitalet. En uge efter var hun hjemme igen, med en kræftdiagnose, og efter ca 2 måneder med behandling og undersøgelser fik vi beskeden at der ikke var noget at gøre og det var et spørgsmål om tid.
Det føltes grænseløst urimeligt at den tid der skulle være den lykkeligste i vores liv, vores lille boble af baby-lykke skulle smadres på den måde og jeg fældede mange tårer over angsten for at miste min mor og af raseri mod et ukendt mål over at det skulle ramme lige når jeg selv var blevet mor. Jeg hulkede derhjemme, jeg hulkede på hospitalet da jeg blev undersøgt igen (til lægen og sygeplejersken der undersøgte mig), da jeg skulle opereres igen (til anæstesisygeplejersken der holdt mig i hånden under operationen), hos egen læge da Møffen skulle til 5 ugers undersøgelse, når ammesmerterne satte ind og hos min psykolog. Samtidig var jeg jublende lykkelig over min lille baby. At man kan være så lykkelig og så ulykkelig på samme tid undrer mig stadig, nu hvor hverdagen er sat ind.
Min mor er stadig meget, meget syg. Mit hjerte ryger op i halsen når telefonen ringer og det er min søster eller min fars navn på skærmen. Det er så utroligt svært at være ny mor når ens familie er så presset, når dem man havde regnet med skulle være der til at støtte en i forældreskabet ikke kan være der. Når man er nødt til at sige nej, fordi det er bedst for baby. Når man har permanent dårlig samvittighed over ikke at gøre mere. Når man ser sin familie strække sig til det yderste, og man selv må stå på sidelinjen fordi baby har brug for en. Når man mangler sin egen mor.
Indlægget her blev lidt rodet, men sådan ser min verden ud lige nu. For at citere min veninde "ens mor må ikke blive syg, når man selv lige er blevet mor". Det burde være en lov.
💓
Det føltes grænseløst urimeligt at den tid der skulle være den lykkeligste i vores liv, vores lille boble af baby-lykke skulle smadres på den måde og jeg fældede mange tårer over angsten for at miste min mor og af raseri mod et ukendt mål over at det skulle ramme lige når jeg selv var blevet mor. Jeg hulkede derhjemme, jeg hulkede på hospitalet da jeg blev undersøgt igen (til lægen og sygeplejersken der undersøgte mig), da jeg skulle opereres igen (til anæstesisygeplejersken der holdt mig i hånden under operationen), hos egen læge da Møffen skulle til 5 ugers undersøgelse, når ammesmerterne satte ind og hos min psykolog. Samtidig var jeg jublende lykkelig over min lille baby. At man kan være så lykkelig og så ulykkelig på samme tid undrer mig stadig, nu hvor hverdagen er sat ind.
Min mor er stadig meget, meget syg. Mit hjerte ryger op i halsen når telefonen ringer og det er min søster eller min fars navn på skærmen. Det er så utroligt svært at være ny mor når ens familie er så presset, når dem man havde regnet med skulle være der til at støtte en i forældreskabet ikke kan være der. Når man er nødt til at sige nej, fordi det er bedst for baby. Når man har permanent dårlig samvittighed over ikke at gøre mere. Når man ser sin familie strække sig til det yderste, og man selv må stå på sidelinjen fordi baby har brug for en. Når man mangler sin egen mor.
Indlægget her blev lidt rodet, men sådan ser min verden ud lige nu. For at citere min veninde "ens mor må ikke blive syg, når man selv lige er blevet mor". Det burde være en lov.
💓
mandag den 1. januar 2018
Hvad du ikke vidste om at være gravid
Godt nytår og velkommen til 2018!
Vi fejrede aftenen på matriklen, med en flok kemi-venner, herunder en gravid kemi-veninde og en anden kemi-venindes 2-årige.
Møffen klarede aftenen fint, men Missen syntes bestemt ikke fyrværkeriet var sjovt, og tilbragte det meste af aftenen under kravlegården.
Vi fejrede aftenen på matriklen, med en flok kemi-venner, herunder en gravid kemi-veninde og en anden kemi-venindes 2-årige.
Møffen klarede aftenen fint, men Missen syntes bestemt ikke fyrværkeriet var sjovt, og tilbragte det meste af aftenen under kravlegården.
Jeg kom tidligere i dag til at tænke tilbage til min graviditet (Møffen blev 7 måneder i går), og hvor meget jeg ikke kunne fordrage at være gravid. Jeg elskede opmærksomheden man får som gravid og jeg elskede idéen om at være gravid, men jeg havde det faktisk rigtig dårligt det meste af tiden. Jeg tænkte undervejs på at skrive en liste over de ting der i en eller anden udstrækning kom bag på mig mens jeg var gravid, og den kommer her:
- Større bryster
Jeg vidste godt at man får større bryster under graviditeten. Hvad jeg ikke vidste er hvor pisseirriterende større bryster er! De var ømme, jeg kunne ikke ligge ordentligt uden de var i vejen og jeg blev ved med at støde tind ind i dem, fordi jeg ikke var vant til dem. Hvis jeg kunne sende en besked tilbage til 16-årige mig, ville det ikke være "det skal nok gå" eller "ham der din småirriterende ven (Kemifar), ham skal du holde fast i", men derimod "du ender aldrig på mere end en lille A-skål - og det er helt i orden!".
Jeg vænnede mig dog til dem efterhånden.
Jeg vidste godt at man får større bryster under graviditeten. Hvad jeg ikke vidste er hvor pisseirriterende større bryster er! De var ømme, jeg kunne ikke ligge ordentligt uden de var i vejen og jeg blev ved med at støde tind ind i dem, fordi jeg ikke var vant til dem. Hvis jeg kunne sende en besked tilbage til 16-årige mig, ville det ikke være "det skal nok gå" eller "ham der din småirriterende ven (Kemifar), ham skal du holde fast i", men derimod "du ender aldrig på mere end en lille A-skål - og det er helt i orden!".
Jeg vænnede mig dog til dem efterhånden.
- Kvalme
Morgenkvalme har vi alle sammen hørt om og også at det som regel går væk efter første trimester. Jeg havde heldagskvalme fra 1. oktober til midten af februar, og derefter bare lidt kvalme jævnligt... puha.
Morgenkvalme har vi alle sammen hørt om og også at det som regel går væk efter første trimester. Jeg havde heldagskvalme fra 1. oktober til midten af februar, og derefter bare lidt kvalme jævnligt... puha.
- Næseblod
Den øgede blodcirkulation i kroppen (og den øgede mængde blod) giver forhøjet risiko for næseblod. Og blødende tandkød.
Den øgede blodcirkulation i kroppen (og den øgede mængde blod) giver forhøjet risiko for næseblod. Og blødende tandkød.
- Presset blære.
Jeg vidste godt at man skal tisse ofte som gravid. Men det kom alligevel bag på mig HVOR ofte jeg skulle forbi toilettet. I det mindste var mine kollegaer godt underholdt af det.
Jeg vidste godt at man skal tisse ofte som gravid. Men det kom alligevel bag på mig HVOR ofte jeg skulle forbi toilettet. I det mindste var mine kollegaer godt underholdt af det.
- Parasit
Du vokser et levende væsen inde i din krop. Hvis du nogle gange synes det er en lille smule freaky, så er du ikke alene! For mig handlede det meget om at prøve at lade være med at tænke på det, og så forsøge at behandle det med humor. Nøj hvor fik jeg mange forargede blikke når jeg omtalte ham som min (tidsbegrænsede) parasit.
Du vokser et levende væsen inde i din krop. Hvis du nogle gange synes det er en lille smule freaky, så er du ikke alene! For mig handlede det meget om at prøve at lade være med at tænke på det, og så forsøge at behandle det med humor. Nøj hvor fik jeg mange forargede blikke når jeg omtalte ham som min (tidsbegrænsede) parasit.
- Træthed
Sååå træt. Jeg har aldrig i mit liv været så træt. Og så kan man se frem til at der kommer en lille baby og ødelægger ens nattesøvn.
Sååå træt. Jeg har aldrig i mit liv været så træt. Og så kan man se frem til at der kommer en lille baby og ødelægger ens nattesøvn.
- Graviditet er ikke en sygdom
Det læser og hører man mange steder, og det er jo også rigtigt nok. Men jeg havde det nu som om jeg havde en snært af forkølelse under hele min graviditet (nogle gange mere end en snært!). Jeg følte mig simpelthen syg.
Det læser og hører man mange steder, og det er jo også rigtigt nok. Men jeg havde det nu som om jeg havde en snært af forkølelse under hele min graviditet (nogle gange mere end en snært!). Jeg følte mig simpelthen syg.
- Man kan få hæmorider EFTER fødslen!
Det syntes jeg altså var rigtig tarveligt, en uge efter!
- Laaangt ned til gulvet
og til dine sko. Gå efter noget uden snørebånd!
Listen bliver muligvis udvidet efterhånden som jeg kommer i tanke om mere, men den illustrerer meget godt at jeg ikke nød min graviditet synderligt. Jeg elsker Møffen over alt på jorden, men fuck hvor jeg ikke elskede at være gravid. Og det er helt normalt og helt okay!
onsdag den 20. december 2017
{SPONSORERET} Saal Digital Fotobog
{SPONSORERET INDLÆG}
Jeg fik muligheden for gratis at teste en fotobog fra Saal Digital, via et opslag fra deres Facebookside, mod at skrive en anmeldelse.
Vi valgte at lave en fotobog med billeder af Møffen til en julegave, og da jeg har lavet en del fotobøger tidligere, gik jeg til opgaven med entusiasme! Siden Møffen blev født har jeg taget et billede hver gang han er fyldt en uge, og jeg tænkte at de billeder ville udgøre en fin fotobog. Jeg havde modtaget en rabatkode på 225 kr, og startede med at downloade den software der skal bruges til at designe bogen.
Her valgte jeg så den almindelige fotobog, 26 sider i A5 format, til 178,- og blev derfor en kende forbavset da prisen stod til 223,-. Det viste sig at være fordi jeg skulle fravælge højglans fotopapir, til fordel for en mat overflade hvis jeg ville spare de 45 kr. Jeg valgte at beholde højglans, da bogen var til en gave.
Så skulle jeg i gang med at designe bogen, og her må jeg indrømme at jeg stod lidt af. Det irriterede mig grænseløst at jeg ikke kunne få lov at vælge et billedlayout først, og så placere billederne i de "frames" hvor jeg synes de skulle være. I det hele taget virker programmet for mig ikke synderligt intuitivt, og uden megen selvbestemmelse over designet. Men med et enkelt billede på hver side lykkedes det mig dog at få billederne sat i den rigtige rækkefølge, og bestilt bogen for 39,- i porto.
Så var det bare at vente på at bogen kom!
Jeg var meget spændt da jeg pakkede bogen op, men blev umiddelbart en lille smule skuffet da jeg fik den ud af kuverten. Billedkvaliteten på printet er helt fin, men siderne er meget stive, som karton, og jeg havde forventet tyndere (lidt mere lækre) sider, som jeg er vant til fra andre fotobøger. Samtidig har bogen en udefinerbar "klippe-klistre" fornemmelse, måske på grund af de stive sider.
Jeg er ikke i tvivl om at fotobogen kommer til at skabe glæde hos modtageren, men nok mere på grund af de billeder der er i den, end på grund af den kvalitet den er lavet i.
Der er sikkert nogen der foretrækker de stivere sider i bogen, men næste gang jeg laver en fotobog vil jeg gå efter et mærke med en anden design-software og tyndere sider.
Dog vil jeg understrege at jeg synes kvaliteten af printet i sig selv var højt, så jeg vil ikke afvise at jeg kunne finde på at prøve at bestille en af de andre varetyper (fremkaldelse, vægbillede, kalender, plakat osv.) en anden gang.
Jeg vil også sige at jeg synes Saal Digital havde fantastisk kundeservice, da min rabatkode udløb fordi strømforsyningen i min computer brændte sammen, forlængede de koden så jeg havde mulighed for at lave bogen færdig da min nye strømforsyning kom.
Abonner på:
Kommentarer (Atom)