Ham gad jeg godt være gift med

Jeg ligger i sengen og kan ikke sove. Det kunne jeg heller ikke i går, jeg ved ikke om det er weekendens skubbede døgnrytme, eller hvad det er, men jeg er træt men vågen.
Jeg har skruet helt ned for lyset på min skærm og ligger helt stille, for ikke at vække Kemifar, som sover ved siden af mig.
Og det er faktisk Kemifar det skal handle om. Jeg så en overskrift på Politiken, "Ham gad jeg godt være gift med", og min første tanke var "og det er jeg også".
Jeg har giftet mig med mit livs kærlighed. Tanken om vores bryllup får mig til at smile, introen til vores sang giver mig sommerfugle i maven, og da jeg så ham holde Møffen på operationsstuen strømmede kærligheden igennem mig.
Han passer på mig når jeg selv glemmer at gøre det, han er en FANTASTISK far og jeg er så heldig at jeg har ham. Nu vil jeg slukke telefonen, og prøve om jeg kan putte mig ind til min mand, uden han vågner.
Godnat derude.

Når Mors Dag gør ondt

Min mailboks, Facebook og internettet generelt har de sidste par uger bombarderet mig med gode tilbud og konkurrencer i forbindelse med mors dag. Og selvom min egen mor absolut ikke gik op i mors dag, gør det alligevel ekstra ondt i dag at hun ikke er her.
Jeg ved der sidder kvinder for hvem dagen er endnu sværere, kvinder hvis børn ikke længere er her, og jeg priser mig lykkelig over at Møffen er sund og rask og lige nu sover en lur. Men jeg savner min egen mor umådeligt i skrivende stund. Jeg var på kirkegården i dag og gøre hendes sten ren efter sidste regnskyl (da den er så relativt nylagt, skyller regnen jord ind over stenen, som skulle fejes væk). Den blev pæn igen.
Glædelig mors dag derude, hvis dagen er en fest for jer er jeg glad på jeres vegne, hvis dagen er svær så føler jeg med jer.

Vuggestuestart

Møffen begyndte i vuggestue d. 3. april (På Kemifars 30 års fødselsdag!).
Det har foreløbig været en meget nem opstart, pædagogerne vurderer at han er HELT klar til at starte institution, han er glad og kravler rundt alle vegne (ligesom herhjemme) og sover og spiser uden bøvl (endnu i hvert fald!).

Institutionen virker rigtig god, selv når der virker travlt virker der ikke presset, men mere travlt på grund af aflevering og afhentning af børn. I morgen skal han have sin første "hele" dag, så det bliver spændende hvad han siger til det (så skal han sove to lure i stedet for en!).

Jeg kan mærke at både Møffen og jeg har gavn af at han kommer i institution, jeg har været drænet for overskud siden begyndelsen af marts da min mor døde, så jeg har haft stor glæde af et par børnefri timer om dagen til lige at mærke mig selv. Møffen smiler når jeg kommer for at hente ham, og kravler så grinende væk, rundt om hjørner og ind i andre rum. Jeg tror det er godt for ham at få nogle nye input, for jeg har sgu ikke været den store opfindsomme lege-mor de sidste uger.

Nu begynder jeg arbejde på mandag, så det bliver rigtig spændende!

Den gode fødsel

Hvad er den gode fødsel? Da jeg var gravid var jeg ganske ræd for fødslen (jeg håndterer ikke smerte så godt), og bearbejdede den angst hos en psykolog. Det fungerede rigtig godt for mig, og jeg endte med om ikke at glæde mig til fødslen, så at være spændt på den, jeg havde tiltro til at min krop kunne finde ud af at føde, og hvis jeg lyttede til min krop skulle det nok lykkes. Jeg endte med veer i 46 timer og akut kejsersnit, fordi Møffen stod skævt i mit bækken og ikke kunne skubbe sig selv langt nok ned til at komme ud.
Jeg læser mange beskrivelser af kejsersnit, hvor kvinden der har fået kejsersnit oplever skuffelse over ikke at have født vaginalt, føler sig snydt for oplevelsen og i det hele taget føler at kejsersnittet var et nederlag.
Disse kvinders følelser er fuldstændigt valide, og skal tages meget seriøst. Her må sundhedsplejersker, jordmødre, sygeplejersker, familiemedlemmer og evt. psykologer på banen, for at støtte den nybagte mor.
Men jeg kan ikke lade være med at overveje om man kunne forebygge nederlagsfølelsen hos nogle af disse kvinder? Jeg blev spurgt under min graviditet (jeg husker ikke af hvem) hvad succeskriteriet var for min fødsel, og jeg svarede i ramme alvor "at han kommer ud", hvilket jeg øjeblikkelig rettede til "at han kommer ud og er sund og rask - og at jeg selv ikke tager for meget skade".
Succeskriteriet for min fødsel var virkelig at ungen skulle ud af mig og vi begge to overlevede. Det var min førsteprioritet, og den eneste der virkelig betød noget. Derudover håbede jeg på at det ikke ville tage for lang tid, i omegnen af tolv timer tænkte jeg ville være godt (hahahahahaha), at det ikke ville gøre for ondt (hahahahahaha) og at jeg ikke ville briste eller skulle klippes (det gik faktisk i opfyldelse, eftersom han ikke kom ud den vej).
Så da jeg morgenen efter kejsersnittet blev spurgt af en sygeplejerske (eller læge? det er lidt blurry) hvordan jeg havde det, når nu det var endt i akut kejsersnit, var svaret at jeg havde det fint og jeg nok gerne ville have planlagt kejsersnit med den næste (her blev der grinet lidt af at jeg allerede tænkte på den næste, men det gjorde jeg - dog først om nogle år!)

Jeg tror "ønskesedler" til fødsler kan være med til at skabe skuffelse når de ikke kan opfyldes, ønsker om hjemmefødsel, fødsel i vand, sansestuer, ingen smertelindring og ingen kejsersnit er fine nok, men når det bliver problematisk at de ting ikke kan opfyldes af den ene eller den anden grund, er det rigtig ærgerligt. En fødsel er en dybt traumatisk oplevelse, uanset hvor glat den forløber, og derfor finder jeg det problematisk når vi forherliger visse elementer. Hvorfor er en fødsel uden epidural mere værd, end en fødsel med epidural? Hvorfor skal kvinder kritiseres for at ønske at føde på et hospital, fremfor derhjemme? Hvorfor mødes kvinder der har fået kejsersnit med holdningen at de ikke har født "rigtigt"?

Hvorfor kan vi ikke acceptere at alle fødsler er forskellige, og at det ene valg eller omstændighed ikke er kategorisk bedre end det andet? Kejsersnit er det rigtige valg for nogle kvinder (akut eller planlagt, medicinsk betinget eller ej), nogle kvinder er tryggest derhjemme, andre på et hospital, og nogle kvinder har stor glæde at smertelindring. Jeg håber at vi snart holder op med at dømme andre for de valg og omstændigheder de har i forhold til deres fødsler. I bund og grund ønsker vi jo alle det samme, at vores børn kommer til verden sunde og raske, og at vi selv overlever også.

Jeg tror den gode fødsel er den hvor kvinden føler sig tryg. Jeg følte mig ikke utryg på et eneste tidspunkt under min fødsel, og det tror jeg betød alverden.

Hvornår fortæller man at man er gravid?

Lad mig starte indlægget med at understrege at jeg ikke er gravid. Jeg sad bare og tænkte tilbage på min graviditet, og på hvordan og hvornår vi fortalte om graviditeten.

Den første samtale hos lægen sluttede med at hun anbefalede os ikke at fortælle det til for mange endnu, fordi der er så mange graviditeter der går til grunde så tidligt i forløbet, at det kan være meget hårdt hvis man skal fortælle alle at man alligevel ikke skulle have en baby.

Jeg var meget plaget af kvalme i min graviditet, fra en uge efter jeg testede positiv, og det besværliggjorde at holde graviditeten skjult. Min søster holdt kandidatfest en uges tid efter jeg testede positiv, og selvom kvalmen først slog igennem dagen efter, så var jeg bare SÅ træt den aften.

Vi fortalte det til vores forældre og min søster weekenden efter første lægebesøg. Min far blev lokket ud i huset (med grunden at han skulle hjælpe med at hænge ting op) og min mor fik et telefonopkald, idet hun var i Sierra Leone på arbejde. Jeg ville faktisk gerne have ventet nogle uger mere, og have fortalt min mor det ansigt til ansigt (jeg havde sådan en ide om at købe de der mormor og morfar krus, pakke dem ind og give dem til mine forældre eller at fortælle hende det i lufthavnen når hun kom hjem), men jeg var så dårlig at jeg havde brug for at kunne snakke med mine forældre om det. Kemifars forældre fik et frokostbesøg med nyhedsoverrækkelsen.

Arbejdet var en anden sag, her gættede en af mine gode kollegaer det fordi jeg var så dårlig (ikke som i "Du er gravid!", men som i "Jeg synes lidt du skal tage en graviditetstest, for symptomerne lyder altså lidt sådan", hvorefter jeg brød grædende sammen - hun var til gengæld en stor hjælp i forhold til at skjule det. Min teamleder fik det af vide et par dage efter, fordi jeg var så dårlig at jeg flere gange var nødt til at blive hjemme. Mit team var i forvejen "orlovsramt", så der var rigtig mange kommentarer om hvem der mon blev gravid næste gang og at vi andre endelig ikke måtte blive gravide (fra de lidt ældre kollegaer, aldrig fra ledelsen) fordi det ville være en hård belastning for teamet. Det var ikke en sjov periode, her var min betroede kollega en stor hjælp til at gå ind og styre samtalen i andre retninger, eller foreslå sig selv som næste graviditetsmulighed. Jeg gik med seabands for at tage toppen af kvalmen (jeg er ikke sikker på hvor meget de virkede), og når folk lagde mærke til det sagde jeg at jeg havde fået en infektion på balancenerven som gjorde mig svimmel og gav mig kvalme.

Det er interessant hvor "udsat" man er for nysgerrighed i forhold til graviditet når man er kvinde "i den fødedygtige alder" og hvor mange (nok velmenende) bemærkninger man får med på vejen. Bemærkninger om hvornår man skal have børn, skal det ikke være snart, er man mon allerede gravid? En kollega fortalte mig at hun holdt op med at drikke alkohol når de besøgte hendes svigerforældre, for ikke at afsløre sig selv når hun en dag blev gravid. En af mine veninder kommenterede engang at det var upraktisk at jeg ikke drak alkohol, for hvordan skulle man så kunne gætte om jeg var gravid.
Jeg har også altid tænkt at kommentarerne omkring "om man ikke snart skal have en lille en" var enormt ufølsomme, tænk hvis man ikke kan blive gravid? Tænk hvis man har en række spontane aborter bag sig? Eller hvis man bare ikke vil have børn, og ikke gider skulle forsvare det synspunkt hele tiden?

Jeg tror min holdning til spørgsmålet "Hvornår fortæller man at man er gravid?" er når man selv har lyst. Jeg vil dog anbefale at man som par bliver enige på forhånd! Jeg mener så også at alle skal blande sig HELT uden om andre menneskers "graviditetstilstand", undgå bemærkninger om hvorvidt folk ikke snart skal være gravide eller i den anden grøft at folk ikke må blive gravide. Hvis nogen siger nej til alkohol, så lad være med at spørge dem om de er gravide, bare tilbyd dem en sodavand eller danskvand i stedet.
Hvis en veninde klager over ømme bryster, træthed og kvalme, så synes jeg ikke det er et problem at foreslå hende at tage en graviditetstest - men lad være med at spørge ind til resultatet!

Trøstedyret Bodil

I forbindelse med et besøg hos min mor på hospice, kom en af sygeplejerskerne hen til Møffen og mig med en stor plastikkasse med tøjdyr i. Vi fik af vide at børn måtte vælge et når de var på besøg på hospice. Møffen var væsentligt mere interesseret i at se på sygeplejersken end at forholde sig til kassen, så jeg valgte for ham. Jeg faldt for farverne på en orm, og efter lidt snak med min søster blev vi enige om at den skulle hedde Bodil, efter sygeplejersken der gav Møffen den.

Bodil er et trøstedyr, som bliver givet til børn der har familie på hospice. Jeg er utrolig rørt over at der sidder frivillige rundt omkring i landet og hækler fine trøstedyr til børn der står over for at skulle miste et familiemedlem (og også de der hækler sprutter til neonatalafdelingerne). Møffen er så lille at han ikke kommer til at forstå at han mister sin mormor, men jeg håber at Bodil vil kunne give ham en forbindelse til sin mormor når han bliver ældre. 

Hvis man kan lide at hækle tøjdyr, men ikke rigtig har nogen at hækle til (eller dem man hækler til er ved at drukne i hjemmehæklerier) vil jeg opfordre til at man donerer trøstedyr til formålet.

Når det er hårdt

Da Møffen var 4 dage gammel blev min mor indlagt på hospitalet. En uge efter var hun hjemme igen, med en kræftdiagnose, og efter ca 2 måneder med behandling og undersøgelser fik vi beskeden at der ikke var noget at gøre og det var et spørgsmål om tid.
Det føltes grænseløst urimeligt at den tid der skulle være den lykkeligste i vores liv, vores lille boble af baby-lykke skulle smadres på den måde og jeg fældede mange tårer over angsten for at miste min mor og af raseri mod et ukendt mål over at det skulle ramme lige når jeg selv var blevet mor. Jeg hulkede derhjemme, jeg hulkede på hospitalet da jeg blev undersøgt igen (til lægen og sygeplejersken der undersøgte mig), da jeg skulle opereres igen (til anæstesisygeplejersken der holdt mig i hånden under operationen), hos egen læge da Møffen skulle til 5 ugers undersøgelse, når ammesmerterne satte ind og hos min psykolog. Samtidig var jeg jublende lykkelig over min lille baby. At man kan være så lykkelig og så ulykkelig på samme tid undrer mig stadig, nu hvor hverdagen er sat ind.

Min mor er stadig meget, meget syg. Mit hjerte ryger op i halsen når telefonen ringer og det er min søster eller min fars navn på skærmen. Det er så utroligt svært at være ny mor når ens familie er så presset, når dem man havde regnet med skulle være der til at støtte en i forældreskabet ikke kan være der. Når man er nødt til at sige nej, fordi det er bedst for baby. Når man har permanent dårlig samvittighed over ikke at gøre mere. Når man ser sin familie strække sig til det yderste, og man selv må stå på sidelinjen fordi baby har brug for en. Når man mangler sin egen mor.

Indlægget her blev lidt rodet, men sådan ser min verden ud lige nu. For at citere min veninde "ens mor må ikke blive syg, når man selv lige er blevet mor". Det burde være en lov.

💓